Julens glæder og den melankolske stemning.

Vi er i julemåneden, på overfladen hersker en hektisk travlhed og glæde alle vegne.

For mange er det også en tid, hvor melankoli også har plads. For nogens vedkommende er det svært at være i, fordi det kan være som i eventyret med ”Den lille pige med svovlstikkerne” at sidde udenfor en tid og kigge på de andres glæde, og alt snakken om hjerternes fest. Melankoli…. Det er vel også en form for hjerternes fest…… Tør du være en del af den fest?

Det kræver faktisk styrke og accept, at være der for en tid.

For mit vedkommende har den været en del af julen de sidste mange år. Det er en smuk tilstand, når tilstanden kan være tilstede i et begrænset tidsrum. Det er en tilstand, hvor jeg er alene i min egen verden. Til trods for jeg er omgivet af en stor flok elskelige og tætte relationer. Der er kun plads til mig og mine følelser, når jeg er sammen med melankolien.

Så er det godt, når jeg er alene med mig selv, at jeg ikke er den værste at være sammen med. Når der er visdom i mine tanker, så lytter jeg til dem.

For mit vedkommende handler det om tiden efter min mor, efter et kortvarigt kræftforløb, døde i en alt for ung alder. Kombineret med en hård skilsmisse. Det blev for mit vedkommende som, at slå en streg i sandet.

Fra at have et stærkt netværk i familien med et forældrepar, som altid var tilstede og mødte os med deres kærlighed…. Til at miste min mor til kræften og min far, som gik i chok og efterfølgende depression, som han ikke magtede at få hjælp til. Han har fået livet tilbage, men aldrig i samme format som tidligere. Han har meget svært ved at acceptere livets tilstand. Han lader ofte de negative følelser og tanker få meget plads. Han fodrer dem godt, hvorimod de positive følelser og tanker, giver han ikke så meget plads, hvilket er rigtig ærgerligt, mest for ham. Accept er første skridt til at komme videre med livet.

Fra tiden, hvor min mor blev syg og lukkede øjnene, blev vores familieverden ændret. Ikke fordi, vi var alle gamle nok til at tage vare på os selv. Men accepten, selvopfattelsen, vejen til livet efter, følelserne, ja alt dette tackler vi hver i sær i familien på hver vores egen måde. Konstellationerne bliver der rykket på. Fra at have en far blev rollerne pludselig vendt på hovedet, jeg var nærmest en mor for ham i tiden efter. Jeg påtog mig ikke længere rollen som storesøster. Jeg havde rigeligt med to børn, som også var ramt af sorg. Til lige med var de også i orkanens øje i forhold til skilsmissen, hvilket også bød børnene på en masse svigt.

Det blev en periode, hvor der måtte prioriteres, hvad der var vigtigt og hvad der var spild af tid og energi. Det var livserfaring i højeste gear.

Jeg lader melankolien være tilstede som en smuk erindring af den del af livet, som jeg havde glæde af i mange år, hvor mine forældre var en stor del af vores liv. Tryghed og altid en favn at falde i.

Familielivet bliver aldrig det samme igen. Vi har alle i familien oplevet savnet og sorgen, men vore følelser håndterer vi vidt forskelligt. Alle som oplever den samme begivenhed, hvor vores liv bliver forandret, vil opleve, hvor forskellige redskaber vi har og bruger til at komme videre med livet. Vi tillægger begivenhederne forskellige tanker og følelser, vi har forskellige forventninger til hinanden og os selv. Alt dette er med til at fordreje rigtig meget. Der er et ordsprog, som siger: tiden lægger alle sår. Nej, den tror jeg så ikke på. For under såret vil der til evig tid være noget meget sårbart, og jo mere det bliver lukket inde, des værre kan det være, når der går hul. Det kan sive ud i årevis eller det kan springe op og det vælter ud. Så en god egenomsorg og pleje fra start, vil være at foretrække.

For mit vedkommende har neurokommunikation været vejen til at forstå mig selv og mine medmennesker. Jeg har lært hvilke mekanismer jeg har brugt, og hvilke jeg kunne bruge anderledes. Jeg har lært, at tage mig selv ud i hånden og kigge på mig selv udefra.

Det nytter ikke at pege finger efter de andre, for der er altid tre der vender indad. Det er selvfølgeligt meget nemmere at pege på de andre og sige…. Bla bla bla…. men virker det? Højst sandsynligt ikke. Hjælper det at kigge indad. Ja, det gør det højst sandsynligt. Det er her vi kan transformere os selv og vores tilgang til vore omgivelser. Om ikke andet, så er det her Neurokommunikation kommer ind i billedet. Det er den største øjenåbner jeg har mødt. Neurokommunikaion har åbnet min hjerne, til at skabe de forandringer, jeg ikke turde håbe på kunne være muligt.

Tak fordi du læste med. Håber det kan give mening i dit liv og dine erfaringer.