Overskriften er udtalelsen fra en omsorgsperson til historiens forfatter, da hun fortalte, hvorfor
hun var blevet gladere efter hun var startet i et vægttabsforløb.

Historien er fra en af mine unge kvinder, der går i vægttabsforløb hos mig.
I starten af forløbet bad jeg Freja om at reflektere over, hvordan hendes til gang til mad, har været gennem
hendes opvækst.
Frejàs historie i korte træk:

”Det har været rigtig svært, at skrive den del, som gør så ondt. Derfor gjorde jeg det først aftenen inden jeg
skulle ud til Dorthe. Jeg kan beskrive min madhistorie som lille barn, fra billeder og hvad min mor har fortalt
mig.

Det er sådan lidt eventyragtigt. Jeg sansede maden. Det vil sige, at jeg legede med maden og smurte mig
ind i den. Flødebollen blev smurt ud i ansigtet.
Jeg dansede pomfritdans. Det vil sige, at jeg dansede rund med pomfritter i hænderne. Det er faktisk lidt
sjovt, at jeg var sådan et barn da jeg var lille.
Det som gør så ondt og som jeg aldrig har fortalt til nogen, det var når jeg var hos min far og hans kone og
deres to børn.

Første gang jeg husker, det gjorde rigtig ondt på mig var en aften, hvor vi skulle på Mc.Donald. Jeg fik
tilbudt en skål salat, hvor de andre fik lov selv at vælge, hvad de ville have. Det værste ved disse episoder
var, at jeg ikke fik valget, som de andre gjorde.

En anden gang havde min far lavet brunch. Jeg fik skæld ud, fordi jeg ikke måtte spise med. Med min
størrelse skulle jeg ikke spise af den mad.
Jeg blev gjort til nar, når jeg spiste rugbrød uden smør og kun med hamburgerryg. Hvordan kunne jeg se
sådan ud når jeg ikke spiste smør. Jeg kunne bare ikke lide smør.

Jeg følte mig som et offer, da mine brødre selv kunne vælge hvad de spiste
Ofte spiste jeg ikke noget når jeg var på ferie, fordi så kunne de ikke skælde mig ud over jeg spiste for
meget. Og jeg skammede mig over at spise.
Min fars kone tvangsfodrede mig med en pakke smør på et tidspunkt. På et andet tidspunkt var det en
pizza med flødeskum.

Der stod store skåle med slik i weekenderne, som de andre måtte spise af. Jeg måtte ikke, og min fars kone
lyste mig i munden med en lommelygte for at kontrollere mig om jeg havde spist noget. Ligeledes målte
hun mit blodsukker, for at tjekke om jeg havde spist slik.
Ofte blev jeg sendt til vagtlægen med mistanke om alverdens påhit.
Alt dette og meget mere har ført til at maden er blevet min værste fjende, og jeg skammer mig over at
spise”

Dig som læser dette og kan finde på at sige ”luk munden og let røven” vil du stadigvæk sige sådan.
Nej, vel. Det handler om alt muligt andet end mad.
Efterfølgende har Freja fået det godt med sig selv, og som hun sagde en dag” Nu ved jeg, at jeg har ligeså
meget ret til at leve som alle andre”

Jeg håber Frejàs historie kan være med til en bedre forståelse for, hvilke overgreb der kan lægge bag en
spiseforstyrrelse. Dette er hendes historie og den har været med til, at hun har fået en forståelse for,
hvorfor hun er som hun er. Og dermed kan komme videre i livet på en mere selvkærlig vej.

Alle har ret til et værdigt liv. Uanset størrelse eller former. Freja er en fantastisk dejlig kvinde, som har
måttet meget igennem, som følge af hendes opvækst. Og det handler om alt andet mad, når vægten
kommer ud af balance.

Jeg er dybt taknemmelig for, at måtte dele hendes historie.